Ønskebrønden – Maji ni Uhai

Billedet er nærmest taget ud fra en forestilling om en smuk sommerdag i Danmark. Med få hvide skyer, der danner en smuk kontrast til den blå himmel og det grønne græs. Men kontrasten til Danmark kan næsten ikke være større. Vi er meget tæt på Ækvator og i dag er en særlig dag. Eller rettere – en helt speciel dag. For i dag skal vi være vidne til noget som er forudsætningen for liv – der skal nemlig bores efter vand.

Boreselskabet og deres evner er i sandhed kommet på prøve. Der skal nemlig bores hele 280 meter ned i undergrunden for at få adgang til de livgivende dråber. Og blot for at sætte det i et dansk perspektiv, så svarer det til næsten 7 gange højden af Rundetårn.

Boreselskabet og dets arbejdere er blevet indkvarteret hos familier i området. Det var en del af aftalen omkring hvad lokalsamfundet skulle tage ansvaret for. Der er sørget for at de alle får mad, og i det hele taget er der taget vare på dem, som var de en del af familien. I denne del af Afrika er folk fattige på penge, men rige på fællesskab.

Brøndborerne går meget andægtigt til værks. Men der også tale om et ærefrygtigt job – at medvirke til at sikre rent drikkevand til flere tusinde mennesker. På sådan en dag kan man godt blive overvældet af følelser. Jeg tror vi alle kan blive enige om, at det er en menneskeret at have adgang til rent drikkevand – uanset på hvilken side af Ækvator vi er bosiddende.

Tilbage i 2010 erklærede FN rent drikkevand som en menneskeret. Men der er desværre langt fra de flotte hensigtserklæringer til realiteter. Og det er desværre en realitet, at der dør langt flere mennesker af snavset beskidt vand end af aids, malaria og mæslinger tilsammen.

Så det er i sandhed en særlig dag – for nu skal der bores efter rent vand. Rørene og udstyret bliver taget nænsomt ned fra lastbilerne, og det sikres at lastbilen står solidt fast, når der skal bores gennem de mange meter i undergrunden. Alle er klar over deres opgave, og ingen forsømmer at gøre sit bedste. Alt er klar til at ryste undergrunden, men inden det første stød i jorden, skal himmel og jord bringes tættere på hinanden – hjelmene tages af, hovederne bukkes, øjnene lukkes, og sagte bedes en bøn til de højere magter. Gud er allestedsnærværende i alle vores handlinger hernede.

Et ordentlig brag bryder stilheden. Jorden ryster og skyerne samler sig og bringer skygge over boringen. Det er sandhedens øjeblik – vil det lykkes os at bore så langt ned uden at støde på forhindringer. Vi bliver bedt om at holde os i behørig af stand, mens flere og flere rør bliver bragt til. Sekunder bliver til minutter, og minutter bliver til timer. Og ærlig talt – det er svært at vide, hvor længe vi reelt set står og venter og kigger. Som når du er opslugt af en spændende bog forsvinder tiden og timerne flyder sammen.

Og pludselig…. uden varsel, uden trommehvirvel og uden trompetfanfare, ser vi vand springe om fra undergrunden. En kvinde jubler spontant og jeg skal blankt erkende, at jeg faktisk står helt lamslået og ikke mæler et enkelt ord. Folk der kender mig godt ved, at det nærmest er umuligt at forestille sig at jeg kan være stille. Men dette øjeblik – det øjeblik vi har ventet på så længe – er her nu. Og her er ord bare fattige til at udtrykke hvor meget det betyder. Så mit ordforråd kommer til kort og jeg vælger derfor bare at smile og drage et lettelsens suk. Så meget kunne være gået galt, men nu er der hul igennem. Hul hele vejen ned til det vand, som skal sikre rent drikkevand til vores elever, lærere, forældre og andre i lokalsamfundet.

Der er gået præcist et år siden jeg begyndte indsamlingen. Et år, hvor så mange fantastiske mennesker i Tyrkiet, Sverige, Norge, Kroatien, England og Danmark hver især kastede penge efter ønskebrønden. Vi har gjort vores del nu, og vi mangler nu kun det sidste fra lokalsamfundet. Som jeg tidligere har nævnt, så har det fra begyndelsen været vigtigt for mig, at det er et fælles projekt, hvor alle skal bidrage med noget. Ikke at vi nødvendigvis skal bidrage med det samme, men der skal ikke være en oplevelse af, at dette ”blot” er en donation fra Europa til Kenya. Det er vigtigt for selvforståelsen og følelsen af ejerskab, at hver og en har skæppet lidt i kassen på den ene eller anden måde.

Næste fase er i fuld gang. Der skal skaffes en vandtank, hvor vandet kan pumpes op i. Der skal bygges et metalstillads eller en lille muret bygning, som vandtanken kan placeres på. Efterfølgende skal der etableres et rørsystem, som dels skal forbindes mellem vandboringen og tanken, og dels mellem vandtanken og der hvor vandet skal tappes. Det er disse dele, som lokalbefolkningen skal bidrage med. Og er gået i fuld gang med at fundraise penge.

Jeg håber DU vil fortsætte med at følge mit og Periammas arbejde for at gøre en mærkbar forskel. Skulle du have lyst til at støtte vores arbejde direkte, eller blive sponsor for et barn gennem sin uddannelse eller et ungt menneske i lære, så tøv endelig ikke med at kontakte mig.

De vådeste hilsner

– Carsten i Kenya

Leave a comment