Nogle gange bliver jeg spurgt, hvordan det egentlig er at arbejde her ved Ækvator. Om det ikke er hårdt. Og om det overhovedet gør en forskel. Jeg plejer at svare med en historie. For det er gennem historierne, vi forstår hinanden og forstår, hvorfor det nytter. Jeg er både stolt og dybt taknemmelig over, at så mange følger med i mit arbejde her i Kenya. Endnu mere taknemmelig er jeg for alle jer, der vælger at være med – som sponsorer for et barn, som bidragsydere til vores indsamlinger, eller som medmennesker, der tror på, at små handlinger kan skabe stor forandring. Derfor vil jeg begynde at dele lidt mere herfra. Om vores arbejde. Om hvor vi arbejder. Og hvordan vi – sammen med lokale partnere og med støtte fra jer – skaber varige forandringer blandt mennesker, der har uendelig meget at byde på, men alt for lidt at gøre godt med.

Læreren som landsbyens hjerteslag

I den lille landsby Lombala, hvor støvet lægger sig som et fint lag over alt, og gederne går frit mellem hytter og skolebygninger, står Madam Kiptoo i sit klasseværelse klokken 06.45. Det er længe før skoledagen officielt begynder. Men for hende starter dagen, når den første elev dukker op med håret stadig fugtigt af morgendug og en notesbog under armen. Hun er lærer – og mere end det. Hun er rådgiver, forælder, fredsmægler, håbspreder og samfundsbærer. I Baringo – og mange andre steder i Kenya – er læreren ikke bare en underviser Han eller hun er ofte den mest uddannede i området, den bedst informerede, og den, folk går til, når livet bliver svært. At være lærer i Baringo er et kald. Et kald, der ofte kommer uden ret mange ressourcer, uden videreuddannelse, uden strøm i klasseværelset og uden garanti for, at lønnen lander til tiden. Alligevel møder de op. Med kridt og kærlighed. Med engagement og udholdenhed. Mange underviser op mod 60–70 elever i én klasse. De deler få lærebøger mellem mange børn, og de bruger deres egne midler til at købe kridt, papir eller endda sæbe til eleverne. De tager sig af børn, der kommer i skole uden morgenmad. De tager ekstra tid til de stille, de sårbare og dem, der er ved at give op. Og de ringer eller møder op hos forældrene, når børnene ikke dukker op. Ikke for at skælde ud, men for at forstå.

I det nye Competency-Based Curriculum (CBC) har læreren fået en endnu mere krævende rolle. Undervisningen skal nu være mere kreativ, involverende og praktisk, hvilket kræver mere tid, mere planlægning, flere ressourcer. Og alligevel ser vi, at mange lærere tager det til sig med en ild, der nægter at dø ud. I Periamma støtter vi lærerne, fordi vi ved, at når en lærer får de rette redskaber, så kan han eller hun ændre alt. Vi tilbyder workshops, netværk, sparring og i nogle tilfælde bonusser – ikke som almisser, men som anerkendelse. For det er netop dem, der holder drømmen om uddannelse i live. Når man ser Madam Kiptoo stå i morgensolen og rette stavefejl i en lille piges hæfte, ser man ikke bare en lærer. Man ser et menneske, der har valgt at tro på børnene, selv når verden omkring dem glemmer det. Vil du være med til at støtte dem, der bærer fremtidens frø i deres hænder? Så skriv endelig – vi har mange initiativer, hvor du kan gøre en forskel. Næste gang deler jeg et lille indblik i, hvordan det føles for børnene selv at få en sponsor og hvordan et brev eller en lille gave kan forvandle en almindelig dag til noget helt særligt.

Tak fordi du læste med.

Med hjertet i kridttavlens rytme,

Carsten J. Le Blond Willersted,
Country Director, Kenya, Periamma

Nyhedsbrevet Oktober 2025

En ildsjæl på mange måder

For cirka 20 år siden mødte Poul Levin, som er lærer på N. Zahles Gymnasieskole, Carsten Le Blond Willersted i forbindelse med Carstens ansættelse som vikar. Senere drog Carsten til Kenya, men Pouls interesse var vakt for at hjælpe et af de steder i verden, hvor der er allermest brug for det.
Poul har 4 sponsorbørn (3 piger og 1 dreng) og Ascar, som vi fortæller om senere i nyhedsbrevet, er han ekstra knyttet til, da Ascars livshistorie både er fyldt med sorg, men også håb for en bedre fremtid.
Som 15-årig blev Ascar gravid, men barnets far forlod hende, og hendes egen familie vendte hende ryggen. Skolen ønskede heller ikke hendes tilstedeværelse, da hun ventede barn. Midt i ensomheden trådte en lærer fra en anden skole til og tog Ascar under sine beskyttende vinger. Hun overbeviste Ascars gymnasium om at give hende en ny chance, da hun havde født. Da Ascars lille dreng fyldte ét år, døde han tragisk af meningitis – en ubeskrivelig sorg, men også begyndelsen på Ascars kamp for en bedre fremtid.
Da Poul hørte om Ascar og hendes situation, valgte han at dække udgifterne til hendes skolegang og senere også donere en bærbar computer – et stort ønske fra Ascar, som ville hjælpe hende i hendes uddannelse. For Poul var gaven mere end blot en praktisk hjælp; den blev et symbol på, at nogen tror på Ascar og ønsker at støtte hende, også når livet gør ondt.
Poul har også været med til at støtte vandtankprojekter og sponsorering af 40 sæt fodboldtøj til ækvatormesterskaberne i fodbold sidste år. Poul er meget optaget af, at det er børnene, der får noget ud af det, og Poul har en kæmpeglæde ved at give andre og mindre ved at modtage selv. Det gentager Poul flere gange i interviewet, og det var også vigtigt for Poul, at det var børnenes navne, der kom på fodboldtøjet og ikke et sponsornavn. Det giver brændstof og energi til Poul at støtte fattige børn og projekter, som giver mening.
Det er den gode historie, der er vigtig for Poul, og, som han udtrykker flere gange i interviewet, sætter han stor pris på måden, Carsten fortæller om børnene og hverdagen i Kenya. Historierne kan være hårde, men de er ærlige og meget levende, og samarbejdet med Carsten er en af Pouls vigtigste incitamenter til at støtte arbejder i Kenya både som sponsor for børn og til projekter.
Poul har planer om at rejse til Kenya og deltage i arbejdet på en af vores lokale skoler. Det er et samarbejde, som han længe har villet deltage i, og derfor er rejsen planlagt til forhåbentlig at blive i uge 7 og 8 næste år. Poul er overbevist om, at det ikke kun er ham, der kan lære fra sig og forventer at kunne få en større indsigt og forståelse for, hvordan lærerne i Kenya løser udfordringer med mange elever pr. klasse, mangel på materialer osv. Poul håber virkelig at kunne besøge sine 4 sponsorbørn, når han rejser til Kenya, men vigtigt er det at kunne give lærerne på vores partnerskole hjælp og gøre dem bedre som undervisere. Han er meget spændt på, hvordan skolerne fungerer i Kenya og glæder sig til turen i starten af næste år.
Poul drømmer om at kunne hjælpe yderligere, når han måske om et par år forventer at gå på selvvalgt pension. Poul tænker at bruge perioder i løbet af året, hvor han vil involvere sig i velgørende arbejde.
Poul afslutter interviewet med at fortælle, at han håber, at mange flere mennesker i Danmark vil bidrage, da 3000 kroner om året, som jo er fradragsberettiget, er et meget lille beløb i forhold til den store forskel, som beløbet kan gøre for et barns liv og drømme for fremtiden.

Nyhedsbrevet Oktober 2025

En laptop fuld af håb

Denne onsdag eftermiddag mødes vi hos Madam Linah. Ascar er blevet færdig med sin skoledag, og hun tror bare, vi skal hilse på hinanden og tage en snak. Hun ved ikke, at der venter hende en gave. Hun ved ikke, at Poul har sendt noget, der skal gøre en forskel. En stor forskel. 

Hun vandrer frem og tilbage fra køkkenet for at servere os te, og lidt snacks i form af små bananer, vandmelon og ananas. Frugter, som er så friske at det næsten føles, som om solen stadig kysser dem, og jorden endnu dufter af regn omkring deres rødder.

 Ascar sidder lidt genert og trækker skuldrene op, da jeg rækker hende pakken. Hendes blik flakker mellem mig og kassen i hendes hænder. Hun siger ikke noget i starten, men da hun åbner pakken og ser, hvad der ligger indeni, kommer et lille, forsigtigt ord:
”Wauw.”

 Det siges sagte, næsten som en hvisken. Men bag det ene ord bor en kæmpe glæde. En taknemmelighed, der ikke behøver mange ord for at fylde hele rummet. 

Ascar har fået en ny laptop. En gave fra Poul Levin – hendes sponsor og, vigtigere endnu, en mand med et hjerte, der banker for at give andre en chance. 

For få uger siden tager Ascar et intensivt computerkursus, mens skolen holder pause. Hun lærer hurtigt. Består med bravour. Hun er kvik og nysgerrig. Men at tage et computerkursus uden efterfølgende at have en computer – det er næsten som at lære at svømme på land. Du forstår princippet, men kan ikke komme nogen vegne. 

Det forstår Poul. Han har været med Ascar siden det øjeblik, hvor alt ellers ser ud til at være tabt. Da hun bliver smidt ud af både skolen og sit hjem, fordi hun er gravid. Da hun mister sin lille søn, Collins, til meningitis. Da sorgen er tung, og skammen endnu tungere.

Men Poul træder til. Ikke med løftede pegefingre, men med åbne hænder og åbent sind. Han vil give Ascar håb. Og han gør det – med sit nærvær, sin tro på hende og sin hjælp til, at hun kan rejse sig igen.

Og i dag? I dag sidder hun med sin helt egen computer i skødet. Den er hendes. Ikke til låns. Ikke midlertidig. Men hendes. Et værktøj. En nøgle. Et bevis på, at nogen tror på hende.

Der er stadig meget, Ascar skal kæmpe sig igennem. Men hun kæmper. Og hun rejser sig. Ikke alene. Men støttet af mennesker som Poul. 

Og jeg? Jeg er bare heldig, at jeg får lov at være vidne til det.

Tak, Poul, for at du er en af dem, der ikke bare ser problemer – men mennesker. Tak fordi du giver unge kvinder som Ascar håb, muligheder og mod til at drømme igen.

Med dyb taknemmelighed, 

Carsten J, Le Blond Willersted,

Country Manager, Kenya – Periamma

Nyhedsbrevet Oktober 2025

Fejring af uddannelsesdag og Gandhi Jayanthi

2.-25. oktober markerer en særlig dag i vores skoles kalender, hvor vi fejrer Gandhi Jayanthi og Saraswati Puja. Vi markerede denne begivenhed ved at byde nye elever velkommen til vores skolefamilie. Som en del af forberedelserne besøgte vores lærere nærliggende landsbyer, hvor de uddelte brochurer om vores skole og fremhævede de fordele, vi tilbyder til udsatte børn. Vi inviterede forældre til at tage deres børn med til skolen på denne dag, og mange deltog med stor entusiasme.

Festlighederne begyndte med en traditionel ceremoni, hvor vores lærere satte de nye elever til rette, spredte ris på en tallerken og guidede dem i at skrive de første bogstaver i det tamilske alfabet. Dette markerede begyndelsen på deres uddannelsesrejse. Slik og puffede ris blev delt ud til alle børn, hvilket gjorde det til en glædelig begivenhed. Vi brugte næsten to måneder på at forberede os til denne dag, og det var virkelig noget særligt at se så mange nye ansigter blive en del af vores skolefamilie.

Gandhi Jayanthi-fejringer
For at mindes Gandhi Jayanthi arrangerede vi en separat begivenhed i Vellakkulam Irular-kolonien, hvor vi inviterede børn og voksne fra lokalsamfundet. De viste deres respekt for hr. Mahatma Gandhi og hr. Karmaveerar Kamarajar ved at lægge blomster som hyldest. Vi delte også slik og puffede ris ud til alle, hvilket gjorde det til en mindeværdig oplevelse for alle.

Denne fejring markerede ikke blot starten på et nyt akademisk år, men også en dag fyldt med glæde og håb.

Nyhedsbrevet Oktober 2025

 Donation af vandtank til Kapchelukuny Primary

Hver en dråbe tæller – især dem, der kommer fra hjertet

Den store lastbil efterlader et tykt støvspor, da den drejer væk fra Kapchelukuny Primary
School. Børnene løber nysgerrigt efter den, som om det stadig ikke helt er gået op for dem,
hvad den har bragt med sig.

En 10.000 liters vandtank. Sort, massiv og ventende.

Mureren bøjer sig over blandingen, løfter sin murske og lægger de sidste lag mørtel, så
fundamentet bliver stærkt nok til at bære vægten af regn. Det skal tørre nogle dage, og så
kommer næste kapitel: rørene, tagrenderne, forbindelserne mellem skyer og skole.

Og det hele starter ikke med en regndråbe. Det starter med et menneske.

Eller i dette tilfælde: 2 – Joyce og Kurt.

Et ægtepar fra den anden ende af verden, som allerede har sat deres aftryk på vores
arbejde. Med et skolebibliotek på Kures Primary. Med skolepulte til Oterit Primary. Og i år
har de ønsket at hjælpe os igen. Ikke med noget tilfældigt, men med noget konkret.
Livsvigtigt. En vandtank.

De spurgte ikke: ”Hvad har I brug for?”
De spurgte: “Hvad giver størst mulig værdi – for flest muligt?”

Og så stod vi der. Ved Kapchelukuny. Med tør jord, varme blikke og en drøm om regn.

Du spørger måske: Hvorfor vandtanke?
Fordi det meste af året er tørke. Fordi klimaforandringer har gjort det værre.
Fordi regnvand er liv. Fordi det kan drikkes. Fordi det kan bruges til at vaske hænder, lave
mad, vande træer og dyrke grøntsager i skolekøkkenhaven.

Og når der ikke kommer regn, spørger du måske?

Så fylder vi tankene op sammen med lokalsamfundet. For selv når skyerne svigter, gør
fællesskabet det ikke.

Vi kunne aldrig have gjort dette alene. Og det er netop det særlige ved, hvordan vi arbejder i
Periamma. Vi tror på, at mennesker og mindre virksomheder – ligesom Joyce og Kurt – skal
kunne donere til deres eget projekt. Se det tage form. Følge det. Være en del af noget
større, som stadig er helt deres eget.

Jeg bliver simpelthen så glad, så rørt og samtidig så stolt, når mennesker som Joyce og Kurt
så altruistisk ønsker at gøre en forskel for så mange tusinder af mennesker. Det varmer helt i
sjælen at mærke, at jeg ikke er den eneste, der ønsker at hjælpe andre til at kunne klare sig
selv.

For i bund og grund handler projektet om vandtanke ikke kun om vand.
Det handler om muligheder. Om værdighed.
Om ikke at skulle drikke brunt vand fyldt med bakterier, som forårsager sygdomme som
kolera, tyfus og diarré.
Det handler om børn, der går i skole med en krop fyldt af energi – ikke parasitter.
Og det handler om kærlighed.

Når regnen endelig kommer, trommer den blidt mod bliktaget, finder vej ned gennem
tagrenderne, følger rørene og lander i tanken, som nu står klar.

Og det føles lidt som magi.
Men vi ved godt, det er kærlighed forklædt som handling.

Med våde øjne – denne gang af taknemmelighed,

Carsten J. Le Blond Willersted,
Country Director, Kenya, Periamma

Nyhedsbrevet August 2025

Able School

Sommercamp og første skoledag på Able School

Forløbet af dagen
Able School sommercamp er en måde at støtte lokalsamfundet ved at tilbyde de lokale
landsbyers beboere mulighed for at lære noget nyt.
I Danmark vil vi nok betegne det som en form for højskoleophold, men for befolkningen i
dette område af Indien, er det tilbud en mulighed for at lære noget, der kan bringe dem
videre i livet. For i det område, som Able School arbejder i, er hverdagen fattigdom og
mangel på arbejde, da befolkningen ofte er undertrykte og socialt udsatte. Derfor er Able
Schools tilbud en virkelig nødvendighed i det arbejde som Able School laver.
På sommercampen blev der tilbudt undervisning i Matematik, Engelsk og Tamil samt brug af
computer.
Skolen havde stillet 3 engagerede lærere til rådighed for ”eleverne” og der var også ansat
køkkenpersonale og en assistent for at kunne lave mad til deltagerne.
35 deltagere var med på sommercampen og sprogklasserne havde interaktiv læring med
fokus på læsning, skrivning og ikke mindst udtale på engelsk og tamil.
Matematiktimerne havde som overordnet mål, at deltagerne lærte noget om problemregning,
kritisk tilgang til opgaver og der blev også spillet spil, som lærte deltagerne noget om
matematik.
I computerlokalet lærte eleverne de helt basale ting omkring en computer. Det at kunne
skrive på en computer er ikke som for os, hverdag for alle, så det var en af målene med
undervisningen, at eleverne ganske enkelt blev bekendt med, hvad en computer egentlig er.
Eleverne fik i løbet af dagen frokost og i forbindelse med frokost ”underviste” skolen
deltagerne i, hvor vigtigt det er, at der bliver lavet sunde måltider for at opnå bedre
livskvalitet og mindre sygdom.

Formål, feedback og planer for fremtiden
Formålet var selvfølgelig at opnå bedre læring inden for de klasser, som Able School stillede
til rådighed, men målet for Able School var også at samle beboere i de omkringliggende
landsbyer for at give dem et sammenhold og dermed opnå et stærkere lokalt miljø.
Elevernes fremskridt har været fremragende og mange elever opfattede dagen som både
lærerig og ikke mindst sjov, da der blev spillet spil i både matematik og ved
computerundervisningen.
Det er planen, at især inden for computerundervisning, vil Able school tilbyde yderligere
undervisning, hvor eleverne bliver taget til et højere niveau, men der er også planer om nye
klasser, som skal lære eleverne om kunst, sport og musik.
Able School har meget fokus på ernæring og derfor indgik der også madundervisning i
forbindelse med frokosten på summer campen og det er noget som Able School fortsat vil
have fokus på, både når der bliver arrangeret sommercamp, men også i dagligdagen for
eleverne på Able School.

Nyhedsbrevet August 2025

Nogle gange bliver jeg spurgt, hvordan det egentlig er at arbejde her ved Ækvator. Om det ikke er hårdt. Og om det overhovedet gør en forskel. Jeg plejer at svare med en historie. For det er gennem historierne, vi forstår hinanden og forstår, hvorfor det nytter. Jeg er både stolt og dybt taknemmelig over, at så mange følger med i mit arbejde her i Kenya. Endnu mere taknemmelig er jeg for alle jer, der vælger at være med – som sponsorer for et barn, som bidragsydere til vores indsamlinger, eller som medmennesker, der tror på, at små handlinger kan skabe stor forandring. Derfor vil jeg begynde at dele lidt mere herfra. Om vores arbejde. Om hvor vi arbejder. Og hvordan vi – sammen med lokale partnere og med støtte fra jer skaber varige forandringer blandt mennesker, der har uendelig meget at byde
på, men alt for lidt at gøre godt med.

Når en tavle bliver et vindue

I en skolekøkkenhave i Baringo County står en pige på ti år med bare tæer og
stjerner i blikket. Hendes navn er Jacinta. Hun er den ottende ud af ni søskende,
og den første pige i familien, der får lov at gå i skole. Hun står stille i skyggen af et
mangotræ og kigger mod det spirende træ, som hun selv har været med til at
plante.
Ikke langt derfra ligger hendes klasseværelse, hvor hendes veninde, Jamila,
netop har skrevet ordene ”my future” med kridtskrift på en slidt tavle.
Jacinta forstår endnu ikke alt, hvad dem sætning rummer. Men hun ved, at skolen
er hendes chance.
Kenya har i det seneste år sagt farvel til det gamle 8-4-4-system og har i stedet
indført et nyt læringssystem:
Competency-Based Curriculum – CBC.
Det handler ikke længere kun om at lære udenad, men om at kunne bruge sin
viden i praksis. Børn undervises i livsfærdigheder, kreativitet, problemløsning og
samarbejde. I alt det, der gør dem stærkere. Ikke bare i klasseværelset, men i
livet.
Systemet er opbygget sådan her:
 2 år i førskole
 6 år i grundskole (Grade 1–6)
 3 år i ”Junior Secondary” (Grade 7–9)
 3 år i ”Senior Secondary” (Grade 10–12)
 Derefter: teknisk træning, universitet eller arbejdsliv

Det lyder godt på papiret. Og det er godt – i hvert fald i teorien. Men i praksis
kæmper mange skoler i landområderne med at følge med.
For familier som Jacintas betyder det, at selvom undervisningen er gratis, så er
adgang til skolen stadig en kamp. Uniformer, sko, skolebøger, blyanter og mad
skal familien selv finde penge til. Og for mange, der lever for under 13 kroner om
dagen, er det ikke altid muligt.
Alt for mange børn – særligt piger – falder fra undervejs. Puberteten bliver et
vendepunkt, hvor kroppen forandrer sig, men samfundets forventninger står
stille. Nogle bliver gift væk. Andre bliver mødre. For mange bliver skolen blot et
fjernt minde.
Men i de skoler, vi samarbejder med i Periamma, ser vi noget andet. Vi ser noget,
der spirer. Vi ser lærere, der tager det nye system til sig, selvom de mangler
træning og materialer. Vi ser skoleledere, der kæmper for at skabe trygge
rammer. Og vi ser børn som Jacinta, der møder op hver dag med håb i hjertet og
støv på fødderne.
Vi hjælper skolerne med skolematerialer, vandtanke og køkkenhaver, så der er
mad i gryden og ro i maven. Vi arbejder med elevernes selvtillid, med lærerens
opkvalificering og med forældre og lokalsamfund, så alle forstår, hvor vigtig
uddannelse er – også for piger.
Og lidt efter lidt bliver tavlen i klasseværelset mere end bare en flade med kridt.
Den bliver et vindue til verden. Et sted, hvor fremtiden begynder – én sætning ad
gangen.
Vil du være med til at holde døren til skolen åben for børn som Jacinta?
Så skriv endelig, hvis du vil høre mere – eller hvis du vil være med til at plante
håb, viden og muligheder dér, hvor jorden er hård, men hjertet er åbent.
Næste gang deler jeg lidt om, hvordan det er at være lærer i Baringo, og hvorfor
det ofte er dem, der bærer hele lokalsamfundet.

Med varme hilsner fra Ækvator og med håb om, at vi kan gøre en forskel
sammen,
Carsten J. Le Blond Willersted,
Country Director, Kenya, Periamma

Nyhedsbrevet August 2025

America First: Hvor står NGO´erne i den nye verdenssituation.  

Der er sket mange ting siden amerkanerne valgte ny præsident og det har også påvirket den støtte som USA giver til udviklingslande og NGO´er rundt omkring i verden. Vi vil i denne artikel forsøge at give dig som sponsorer et lille overblik over, hvad det betyder for hjælpen til fattige mennesker i verden og også komme med et bud på, hvad det kommer til at betyde for Periamma i den kommende tid.

USAID
USA har stort set nedlagt USAID, da regeringen og præsidenten ser støtten som spild af penge i mange tilfælde. 90% af medarbejderne er fyret, så der nu kun er 300 medarbejdere tilbage1. USA vil fremover fokusere på strategiske samarbejder med enkelte lande og indgå handelsaftaler, særligt med lande i Afrika.
USAID har gennem årtier arbejdet i fattige lande og blev startet af John F. Kennedy. Organisationen har i mange år været en vigtig bidragsyder til udviklingen i afrikanske lande. USAID stod for 40% af verdens humanitære hjælp, hvilket svarede til næsten 43 milliarder USD2. Til sammenligning kan det nævnes, at en af hovedarkitekterne bag nedlukningen af USAID, Elon Musk, har værdier for over 200 milliarder USD.

Hvilke lande og projekter er ramt
En direkte konsekvens ses allerede i Uganda, Sydafrika, Nigeria og Kenya, hvor bidrag til AIDS-medicin, uddannelse inden for prævention og udstyr til test nu er i fare for at forsvinde. Eksperter advarer om, at reduktion til støtte af Aids-programmer kan føre til tusindvis af dødsfald3.
Det samme gælder malaria, hvor lande som Mozambique, Congo og Ghana er hårdt ramt. Med en beskæring af midler på 50% frygter mange, at det kan få fatale konsekvenser, da malaria er en livstruende sygdom. Manglen på adgang til livsnødvendig medicin og vacciner mærkes hurtigt bland de mest sårbare befolkningsgrupper.

Mange lande i Afrika oplever, at projekter inden for sikkerhed, vand og sanitet er sat på pause, fordi finansieringen til projekterne er ophørt. I flere afrikanske lande skaber det bekymring og usikkerhed, især hvor projekter er sat midlertidig på pause4. I politisk skrøbelige områder kan afbrudte udviklingsprojekter risikere at forstærke eksisterende spændinger. Det kan hurtigt føre til uro i lande, hvor den politiske stabilitet i forvejen er skrøbelig. Nogle lande har reageret ved at øge de offentlige udgifter for at afhjælpe situationen. Det gælder blandt andet Ghana, Nigeria, Sydafrika og Kenya. Det er dog i mange tilfælde kun et delvist plaster på såret, og mange andre afrikanske lande har ikke mulighed for at bidrage økonomisk til de projekter, som nu er gået i stå.

Den tidligere præsident George W. Bush, hvis administration startede PEPFAR (Presidents Emergency Plan for AIDS Relief), har skarpt kritiseret beslutningen om de drastiske nedskæringer og kalder det en katastrofal fejl5. Andre republikanske politikere har også kritiseret deres partifælles beslutning og frygter, at det vil gøre diplomati vanskeligere, skabe øget uro og føre til større global ustabilitet. En større global ustabilitet vil også ramme USA og andre vestlige lande, da enorme naturressourcer i Afrika er en vigtig brik i den økonomiske udvikling i vesten.
Sygdom og adgang til vand er vigtig både på kort og lang sigt, men på længere sigt er uddannelse afgørende. Dette er især noget, vi i Periamma er opmærksomme på. Den langsigtede og bæredygtige udvikling i fattige lande er desværre også blevet ramt af USAID’s ”nedlukning”. Samarbejder mellem universiteter, der støtter uddannelse og langsigtede projekter inden for landbrug, tech-startups og klimaforbedringer, er også blevet påvirket. Mange hundrede afrikanere har mistet deres scholarships, især i Ghana, Rwanda og vores ”eget” land Kenya6.

Periammas rolle
Periammas og vores sponsorbørn er ikke direkte ramt af ovenstående, men på længere sigt kan det blive en udfordring, f.eks. inden for uddannelse, hvis nogle af vores børn ønsker at uddanne sig videre, og forældrene ikke har råd til at betale for universitetet. Dette er et problem i langt de fleste tilfælde.
Kenya er et land, der har modtaget økonomiske midler fra USAID, og der er ingen tvivl om, at det på længere sigt kan påvirke Periammas arbejde. I Kakuma-flygtningelejren, hvor der er 300.000 flygtninge fra Sudan, Somalia, Burundi og Rwanda, er fødevarerationerne i nogle tilfælde blevet skåret med 40%. Det påvirker naturligvis flygtningene, og situationen ser mere og mere trøstesløs ud.

Hvad vil fremtiden bringe
Nedlukningen af USAID efter 63 års virke er et hårdt slag, da organisationen har ydet store økonomiske bidrag. Det kan få fatale konsekvenser for afrikanske lande, som især er ramt af nedlukningen. Det afgørende bliver, om lokale regeringer i samarbejde med private virksomheder, NGO’er og internationale organisationer som EU, FN og Verdensbanken er i stand til at skabe rammerne for, at projekterne kan fortsætte. Det kræver, at ovenstående interessenter er meget mere aktive for at sikre, at det arbejde, som USAID har grundlagt, kan fortsætte.
Med et optimistisk perspektiv kan det måske være en ny begyndelse, hvor andre end USA/USAID tager over og arbejder videre med at udvikle projekterne i den rigtige retning. Retningen kan blive anderledes, men måske også bedre. Forhåbentlig lærer alle interessenter noget af dette, selvom det er et hårdt slag.

Kilder:

1. https://thevoiceofafrica.com/2025/07/03/usaid-shuts-down-after-63-years-leaving-africa-in-crisis/
2. https://www.ndtv.com/world-news/usaid-cuts-leave-people-vulnerable-in-kenya-there-is-a-lot-of-worry-8122604
3. https://thevoiceofafrica.com/2025/07/03/usaid-shuts-down-after-63-years-leaving-africa-in-crisis/
4. https://thevoiceofafrica.com/2025/07/03/usaid-shuts-down-after-63-years-leaving-africa-in-crisis/
5. https://thevoiceofafrica.com/2025/07/03/usaid-shuts-down-after-63-years-leaving-africa-in-crisis/
6. https://thevoiceofafrica.com/2025/07/03/usaid-shuts-down-after-63-years-leaving-africa-in-crisis/

Nyhedsbrevet August 2025

Periammas ildsjæle

Joyce Schmidt og Kurt Axelsen

Joyce og Kurt ønsker at gøre en forskel for børn i Afrika, og det hele startede, da Kurt som shippingmand flere gange sejlede gods til Afrika, blandt andet med nødhjælp fra Danida.
Her fik Kurt øjnene op for, at det er muligt at hjælpe i Afrika, men at det måske også kan gøres på en mere effektiv måde.

De har gennem mange år haft deres eget shippingfirma, og efter salg af firmaet har de drevet import af vin fra Sydafrika. Derfor har ægteparret besøgt Sydafrika omkring 15 gange, men også været i Botswana 5 gange, og i Zimbabwe og Zambia hver et par gange. De sidstnævnte 2 lande ligner Kenya mere end Sydafrika og Botswana. På disse rejser oplevede de, at der var stort behov for hjælp.

Joyce og Kurt bestemte sig for år tilbage på at bruge et årligt beløb til at hjælpe børn i Afrika fra en fond, som de oprettede efter salget af shippingfirmaet, og valget faldt på Periamma, da det er en lille organisation, hvor der er en lokal forankring. Den lokale forankring med Carsten som primære bindeled, men også at projekterne, som Joyce og Kurt arbejder med, bruger lokal arbejdskraft og lokale materialer, er en meget vigtig parameter.

De har gennem årene brugt cirka 20.000 kroner årligt på et projekt, og de har købt sportstøj til idrætsdagen, skolepulte til klasselokaler, bygget et bibliotek, køkkenhaver ved skolerne og ikke mindst seneste skud på stammen i form af en vandtank. Dette er en af de bedste projekter, de har været med til at støtte, sammen med køkkenhaver, for det giver så meget mening, at vandtankene opsamler og gemmer det livgivende vand og kan være med til at hjælpe befolkningen gennem tørkeperioder. Vandtanken kan også vande køkkenhaverne, som er et andet projekt, som de sætter stor pris på, og køkkenhaverne er med til at give eleverne mad, men også en forståelse for at dyrke grøntsager og kunne være selvforsynende.

De fortæller, at det er spændende at følge med i projekterne, og Carstens nærhed er vigtig for dem og giver en følelse af at være med til at skabe og bidrage til lokalsamfundet i samarbejde med Periamma og de lokale beboere. Carsten er god til at sende opdateringer omkring projekterne og, hvordan der bliver arbejdet med projekterne.

Joyce og Kurt har valgt kun at fokusere på projekterne og anvende de årlige midler, de sætter af til projekter i Kenya. De føler, at det er den måde, som de bidrager bedst til Periammas arbejde, og de videreformidler information om deres projekter til deres netværk, og det er med stolthed, at de fortæller om deres projekter i Kenya. De håber også, at det kan inspirere andre til at deltage i projekter, når de fortæller om den glæde og stolthed, som de mærker, når projekterne bliver til virkelighed, og de kan se, at de kan gøre en forskel for mange mennesker.

Deres mange rejser i Afrika har også givet dem en indsigt i, hvordan vi også kan hjælpe i disse lande. Deres opfordring er, at vi skal rejse til landene, for det skaber mange arbejdspladser for lokale fattige mennesker, når der kommer flere turister til lande som Sydafrika, Botswana, Zambia og Zimbabwe, hvor Joyce og Kurt har rejst mest på det afrikanske kontinent. Det er en god måde at opleve en anden verdensdel, men også en hjælp til nogle af de mennesker, som er mest ramt af fattigdom.

Joyce og Kurt slutter med at fortælle, at det er meget givende for dem at samarbejde med Periamma og Carsten i Kenya, og en livsglæde at følge projekterne blive til virkelighed og kunne dele de oplevelser med børn, børnebørn og netværk er bare endnu en grund til, at de bruger tid og penge på at støtte.

Nyhedsbrevet August 2025